På kurset er der mennesker fra hele verden: Etiopien, Kaukasus, Rusland, Japan, Thailand, Polen, USA, Syd Amerika, Wales, Sydafrika, Tyskland, Sverige, Danmark osv.

Jeg har før modtaget undervisning i Islandsk og endnu engang slår det mig, hvor utrolige disse kurser er. Og her må jeg indrømme at det ikke er selve sprogundervisningen som fascinerer mig, men i stedet den mangfoldighed af mennesker, sprog og kulturer som mødes her.

Vi sidder i ved hvert vores bord og sveder over den Islandsk grammatik eller den Islandske udtale. Vi bøjer svage og stærke verber: Vinna – vann – unnum – unnið, flúga – flaug – flugum – flogið. Der er jo ingen som har sagt at det skulle være let, så vi bøjer også lige navnet Eigill – Eigil – Agli – Eigils ……hvem er ham Agli ? Og så lige midt i en sætning bliver Anna til Önnu og Dori bliver til Dora. Jeg sidder der og lytter på alle mulige accenter og oplever en ømhed overfor alle disse ”fremmede” mennesker. De kæmper med noget som er så grundlæggende vigtigt for os, – at kunne kommunikere.

Vi skal også lære at skrive Islandsk og får spørgsmål som, hvordan havde du det, da du først kom til Island? hvordan har du det nu? hvorfor flyttede du?

Jeg kom til Island for første gang i 1999. Vinteren det år var lang og kold, begyndte i oktober og sluttede langt ind i marts. Alle sagde at det var en usædvanlig kold vinter. Jeg nikkede bare og tænkte mit. Jeg forstod ikke sproget og det tog mig 2 år før jeg kunne begynde at sætte nogle fornuftige sætninger sammen. Jeg havde intet arbejde, ingen venner, ingen rødder. jeg var først og fremmest min mands kone og mor til vores lille pige.

I dag er den lille pige 14 år. I dag forstår jeg – og taler sproget. I dag har jeg familie og venner – ikke kun min mands venner, men også mine egne. Og i dag har jeg lige haft premiere på Islands Nationalscene som instruktør. Jeg bliver taknemmelig og glad for, at det med tiden blev muligt for mig, at arbejde med det jeg er uddannet til. Sender så en tanke til manden fra Thailand og kvinden fra Etiopien.

Små børns kroppe udtrykker deres følelser straks, det er først senere at vi forsøger at skjule hvordan vi har det. Ikke nok med at vi kropsligt reagerer på vores følelser (i hvert fald når vi er alene, eller hos psykologen, eller hos en god ven) følelserne reagerer også på hvad vi beslutter at gøre med vores krop.

Jeg er uddannet skuespiller og som skuespillere arbejder vi med tekster, tanker, ideer, følelser og med kroppen. Faktisk arbejder vi rigtig meget med kroppen. Hvis jeg skal spille en person, som af en eller anden årsag føler sig magtesløs, så vil jeg arbejde kropsligt med at tage meget lidt plads. F.eks. ved at sidder med fødderne så tæerne og knæene peger mod hinanden, krølle min overkrop sammen og evt. trække skulderne lidt op. Når jeg sidder sådan giver det mig bestemte følelser og tanker om mig selv og verden omkring mig – prøv det ! Hvis jeg til gengæld skal spille en magtfuld person, som har tjek på tingene og tror vældig meget om og på sig selv, vil jeg kropsligt lege med at åbne kroppen og tage plads i rummet. Jeg kunne f.eks. læner mig tilbage på stolen, folder armene bag ved hoved og smækker fødderne op på bordet. Nu føler jeg mig pludselig magtfuld, hvor jeg før følte mig magtesløs. Krop, følelser og tanker hænger sammen.

Måske har du det godt i begge disse positioner, men ofte fortrækker vi en af dem frem for den anden. Magtfuld eller magtesløs. Hvad vælger du ? Når det nu er muligt at forvandle sine følelser og tanker ved at forandre sin kropslige position, så er spørgsmålet, hvor ofte og hvor længe man skal øve sig i forskellige kropsholdninger for at det ikke føles kunstigt, men som en integreret del af en selv ? Som Amy Cuddy siger I slutningen af sit foredrag : “Don’t fake it till you make it. Fake it till you become it.”

Jeg ville gerne have den repareret, men det var ikke muligt sagde fagmanden. Computeren i maskinen var brudt sammen og han kunne ikke se hvad fejlen var.
Nu han var der, fik jeg ham lige til at kikke på det 5 år gamle køle/fryse skab. Selv afrimer eller afiser funktionen var holdt op med at virke. Det vil blive alt for dyrt at reparerer, sagde han– Det betaler sig at købe et nyt!

Jeg sendte en bekymret tanke til tørretumbleren som også er 5 år gammel, hvornår mon den ville bryde sammen.

Ja sagde fagmanden jeg skulle ikke regne med at maskiner i dag holdt mere en 5 år.

Senere samme dag da computeren gik i sort, brød panikken for alvor ud. Jeg tog batteriet ud og lod den hvile sig. I mellemtiden fik jeg fat i min back up – harddisken – heldigvis havde jeg den, hvis computeren skulle bryde sammen. Computeren fungerede heldigvis igen da jeg satte batteriet i – py ha ! hvilken lettelse, men for en sikkerhed skyld satte jeg harddisken til for at sikkerhedskopierer det sidste nye fra computeren. Men da jeg åbnede min et år gamle harddisk, kom der ERROR op. Jeg spurgte mig til råds hos en ven og han forklarede at det ikke var unormalt at en harddisk kunne have indbyggede fejl, og leve kortere tid end computeren.

Efter at have dvælet et stykke tid ved min privatøkonomis katastrofe kurs, begyndte min hjerne at vandre ud af mit hus og op i fugle perspektiv. Jeg så ned over alle disse små huse i vestbyen. Hver familier har en vaskemaskine – en tørretumbler – køleskab – fryser osv. Derudover mindst 2 computere pr. husstand. Jeg så for mig alle disse kasserede maskiner rundt om husene, i haverne og jo flere år jeg tænkte frem jo tættere stod maskinerne rundt om i haverne. Så tog jeg i tankerne på en flyvetur ud i rummet og kikkede ned over den blå planet. Her bor p.t. 7 milliarder mennesker og hvis vi siger at 1 milliard af dem forbruger 5 maskiner hver 5 år så vil der efter 30 år på verdens plan være kasseret 30.000.000.000 maskiner.

Ikke bare forfattere men helt almindelige kvinder og mænd som ikke nødvendigvis har brug for et skrivebord til romanskrivning, kunne have glæde af at få sit eget værelse.

Med små og store børn I huset, og fælles arbejdsværelse med manden er det, som jeg kan kalde mit værelse, ikke eksisterende . Faktisk er der ingen hellige steder, som andre I familien ikke kan pille i, rode med eller lige låne. Ikke engang min pude har jeg i fred. Eller min pung, som straks bliver undersøgt af en toårige, hvis tasken lander på gulvet. Computeren er helt død når jeg åbner den, selvom jeg ved at det bare er et par timer siden den var fuldt opladet, mon ikke det var teenager datteren som var på spil. Ægtesengen bliver invaderet om natten af små hostende børn, som gerne ligge på tværs af sengen eller beder om vand og æble tidligt om morgen.

Et lille digt som de fleste kender fra poesibøgernes tid. Jeg kunne remsen udenad, men jeg tænkte aldrig over indholdet, andet end at det var velment og sødt. Så vidt jeg husker, tænkte jeg aldrig over begrebet lykke da jeg var barn. Og da jeg var en ung kvinde synes jeg det lød mere spændende at være bare en lille smule ulykkelig – ikke alt for meget naturligvis. Når jeg sådan var lidt ulykkelig, føltes livet mere intens og jeg skrev bedre digte.

Lykken, var noget med indre ro. Det lød jo frygteligt kedeligt!

Men ungdommens sværmeri for blues, forsvandt helt i mit voksne liv. Et liv tæt pakket med opgaver, ansvar og en evig kamp for at få alle ender til at nå sammen. Nu havde jeg ikke tid og overskud til at være ulykkelig. Nu var det lykken jeg ville have.

Men hov ! Hvor blev den af – lykken ? Den var der ikke bare og når den momentvis dukkede op, var jeg ofte så optaget og fraværende at jeg ikke rigtigt lagde mærke til den, før den var væk igen – jeg mærkede bare en lille følelse af tomhed i mit hjerte.

Nu gik der panik i mig. For på samme tid gjorde jeg den store opdagelse at: EN DAG DØR JEG ! Behovet for mere lykke i mit liv, hang på en måde sammen med opdagelsen af min egen dødelighed. Tænk hvis jeg skulle ligge på dødslejet og erkende at jeg aldrig rigtig havde være lykkelig. Det ville da være forfærdelig!

Jeg bliver nød til at være mere lykkelig. Men hvordan bliver man nu lige det ? Hvor lære man det henne? Der findes skoler for alt muligt, men findes der også lykkeskoler ? Måske skal jeg bare stoppe op indimellem, kikke op i himlen og fløjte……sådan blidt som, hvis man ville kalde en lille fugl til sig. En fugl der måske med tiden kunne bliver mere og mere tam og altid komme tilbage – fordi den ved at hos mig, kan den finde et skjul og blive der alle dage.